27/10-2004

3 Havbasser og en ølkusk

Efter længere tids blæsevejr med kun enkelte dyk i Øresund, kom der endelig et døgn med svage vinde onsdag 27.10. Det skulle udnyttes og blev det også eftertrykkeligt.

Jeg havde læsset mit grej af i Henriks båd dagen før og skulle så møde Torben i København og køre med ham til Smygehamn. Det er jo ingen sag at komme ”over there”, efter at vi har fået Øresundsbroen og det er da heller ikke første gang, vi er kørt over broen og har afsejlet fra Skånske havne. En times tid efter at jeg sprang af toget i København, kunne vi sætte os tilrette i båden, hvis det altså ikke lige var fordi båden ikke var ankommet. En af deltagerne på turen var ikke Havbasse, men noget mindst lige så godt, nemlig ølkusk. Denne ølkusk frøs imidlertid så meget om sine samfundstjenende fingre, at han havde overtalt Henrik til at køre gennem samtlige Skånske købstæder, for at shoppe herrehandsker.

Endelig kom de og jeg skulle lige til at give ølkusken en verbal overhaling, på grund af forsinkelsen, da jeg så at hans grejbalje var fuld af SNEBAJERE! Tingene stillede sig nu helt anderledes og jeg forsøgte så godt jeg kunne, at hjælpe til med at få stuvet grejet ned i båden. Vi var nu klar til afgang og inden vi passerede ydermolen var dagens 2, måske 3 vrag udvalgt.

Havet var fladt som et stuegulv, fristelsen var derfor ikke til at modstå for Henrik og snart bevægede vi os over Østersøens overflade med 47 knob. Selvom Zaritza som første vrag hedder ligger 8,5 mil fra land, var vi på positionen inden jeg var færdig med at spekulere på, hvordan jeg kunne få fingrene ned i ølkuskens balje, uden nogen opdagede det.

Vraget fundet - loddet smidt midt i - og kæden bundet på igen, igen, så det næsten bliver trivielt. Men at dykke her i Østersøen, det bliver aldrig trivielt. Selvom der pga. årstiden var lidt dunkelt på 40 meters dybde, så var vandet klart og sigten afhang mest af lygtens styrke. Jeg kunne blive meget længe på dette vrag, men efter 27 minutter havde jeg opsparet 14 minutters deko og vi havde jo talt om et 3. dyk, så jeg genfandt hurtigt bundtovet og bevægede mig nu mod lyset. Efter omkring 10 meters opstigen, blev jeg indhyllet i 1000-vis af bobler og snart dukkede Torben op lige under mig, vi fulgtes det sidste stykke op og sammen kunne vi nu tælle forbipasserende vandmænd, i et stykke tid.

Efter at Henrik og Kasper (ølkusken) kom i overfladen og kunne bekræfte Torbens og mine gode indtryk af vraget, fortsatte vi imod vraget af Motortjalken Bodil. Jeg havde ikke dykket på vraget i mange år, mine minder om vraget var også noget slørede, men jeg huskede vraget som ”interessant”. Mens vi sejlede langsomt mod positionen i solskin og på et spejlblankt hav, fortalte jeg de andre hvad jeg vidste om vraget:

Bodil var en Dansk motortjalk og bygget hos W. Rubertus, Groningen i Holland i 1912, under navnet Jantje. Skibet målte 83,6 fod i længden og bredden var 14,6 fod, tonnagen var 100 brt.

Det lille skib afgik den 19. December 1943 fra Århus, med en last brunkul. Målet for rejsen var Hasle på Bornholm, men man sejlede en tur ind forbi København og om det var et privat ærinde i forbindelse med julen, er nok temmelig sandsynligt. Kaptajn Alfred Hansen havde nemlig sin kone med på turen og af øvrige ombordværende, var der en motormand og en letmatros. Da M.Tj. Bodil afsejlede fra København den 21. December 1943, begav skibet sig ud på sin allersidste rejse, - man så dem aldrig igen. Forliset blev tilskrevet krigshandlinger, formentlig minesprængning, men det er noget usikkert. Vejret var nemlig meget koldt og blæsende og en overisning er derfor mere sandsynlig, vraget bærer da heller ikke spor af så svære skader, som en minesprængning ville forårsage.

Så snart vi ankom til positionen, blev bundlinen kortet ned til godt 40 meters længde og loddet smidt, vi nød vores (deres) medbragte mad og en øl, alt imens båden drev stille omkring. Nu var det så tid til at skulle gense vraget, loddet stod lige ved mastefoden, så det var nemt at slå kæden omkring og så af sted mod agterenden, som er det eneste sted på vraget der har være beboelse. Vraget er mere intakt end jeg kunne huske fra tidligere, af rattet er kun messingnavet tilbage, ved siden af står den vinde (som et stort fiskehjul) som man dengang brugte til at hive håndloddet op med, når man loddede dybden. I den anden side var en tilsvarende men mindre vinde til slæbeloggen, men jeg kunne ikke finde loguret. I styrbord side af agterbygningen er en åben dør og 2-3 meter fremme kommer man ind i en salon, med skabe på 3 sider fra gulv til loft. I midten er en dør som går fremad i skibet og ind til et meget lille rum med 4 køjer. Desværre er her fyldt halvt op med mudder i alle rum, så skabene kan ikke åbnes og det eneste som stikker op af mudderet er en jernkakkelovn. Tilbage i døren igen, opdagede jeg at der er en lille døråbning ind i bagbord side, som tydeligvis går ind til kabyssen, her er et stort jernkomfur og en porcelænsvask. Selvom mudderet også her står højt, kunne jeg ane et skab som er faldet ned af væggen og nu ligger med bunden i vejret. Jeg kunne flytte skabet frem og tilbage, men desværre ikke vende det og da jeg havde gjort forsøget et par gange og til sidst lå med ansigtet nede i mudderet og bagdelen klemt op i loftet, blev jeg grebet af et øjebliks sund fornuft, slap mit greb og famlede mig ud. Vel ude igen kunne jeg over mig ane min ”makker”, som var på vej op ad bundtovet, jeg svømmede gennem 20 meter frit vand, indtil jeg nåede ham på omkring 30 meters dybde. Det er jo ingen sag i den sigt og helt uden strøm.

Venner!

Efter at vi alle havde endt vores dyk på Bodil, blev der hurtigt enighed om at vi ville slutte en dejlig dag med et lægtvandsdyk på ”Kæmpetorskvraget”. Ja faktisk er det mit indtryk at Henrik kun ønskede at dykke i Østersøen på grund af dette vrag, som ikke har fået sit navn helt tilfældigt. På denne dag var der desværre ikke det store antal torsk tilstede, men de der var, var bestemt værdige repræsentanter. Jeg havde lovet at tage lidt fisk med hjem, så da jeg mellem de første store planker anede et par torskehaler, valgte jeg den nærmeste og tog et kraftigt greb omkring haleroden. Det afstedkom en meget voldsom reaktion hos den udvalgte, den har nok været klar over at jeg ikke bare ville danse. Efter 20 sekunders kamp blev den så rolig, at jeg kunne holde den med én hånd og fiske kniven frem med den anden (her skete der så noget slemt). En lille tur rundt på vraget afslørede, at der stadig er en del torsk i 20-25 kilos klassen, selvom der slet ikke er fisk i det antal vi har set tidligere. Den torsk jeg fangede vejede kun 14 kilo, men tager man de store er risikoen for at det mislykkes for stor, jeg håber der bliver lejlighed til at nogle flere Havbasser kan opleve dette vrag og at torskene vil blive der indtil da.

Efter endt dykning fik vi dagens første snebajer, uhmm… på hjemturen var vi igen oppe over de 45 knob (han kan jo ikke lade være), så inden vi kunne nå at bøvse var vi inde i havnen.

Tak for en dejlig tur på Østersøen – når den er allerbedst.
Allan J. (ikke H.)

Lidt Video blev der også taget af Henrik Jensen med digital kamera